I den seneste tid kan jeg læse mere og mere om, at virksomhederne har problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft, samtidig med at arbejdsløsheden er lav. Det, der umiddelbart lyder godt for et samfund, som finansierer sin velstand og livskvalitet hovedsagelig gennem produktion, rejser spørgsmål ved nærmere eftertanke.
Hvad får os til at konkludere, at der er mangel på mere kvalificeret arbejdskraft, end arbejdsmarkedet i øjeblikket kan levere? Hvilke konklusioner kan jeg drage om virksomhedernes tilstand og evner ud fra denne antagelse?
Jeg er ekspert i læring og beskæftiger mig med videns skabende virksomheder og ved sådanne konklusioner og spørgsmål går jeg ud fra, at vores virksomheder, vores landbrug, vores offentlige administrationer og institutioner ikke længere er i stand til at opfylde kundernes krav på trods af en glidende værdiskabelse.
Det vil betyde, at alle processer – uanset om de er administrative eller produktive – er i perfekt flow.
Er dine processer i perfekt flow?
Hvad betyder det enlig hvis dine processer var i perfekt flow?
Der ville ikke være unødvendigt bureaukrati, ingen møder, hvor andres tid går til spilde, ingen trafikpropper eller ventetider, ingen overproduktion eller dobbeltarbejde, ingen fejl eller omarbejde ville forstyrre flowet. Hvert job skulle være stressfrit, smertefrit, rent og let.
Jobrotation og intern uddannelse samt videreuddannelse ville allerede have udtømt mulighederne for fleksibilitet fuldstændigt. Selv hjælpeværktøjer og -teknologi kunne ikke forkorte processerne yderligere. Der kunne derfor ikke udvikles yderligere kapacitet til at opfylde kundernes krav.
Er vores virksomheder virkeligt der? Har de nået der til?
Hvis det er tilfældet, er det på tide at skrive en ny bestseller: “Maskinen, der ændrede verden for anden gang” …
Den næsten umådelige implicitte viden, som ville være blevet omdannet til eksplicit viden i løbet af denne perfektionering, skulle være nok til at gøre alle til højt kvalificerede medarbejdere. Vi ville blive stillet over for en løsning, som mit netværk helt sikkert ville misunde mig. Især mit tyske netværk, men det kommer jeg tilbage til.
Men: der findes ingen halvt reflekteret virksomhed, ingen administration, ingen institution, der i øjeblikket klager over mangel på arbejdskraft, som ville have formået at nå dette niveau af kunst, håndværk og videnskab i “at skabe ting” (kort sagt Monozukuri).
Det ville være et niveau af perfektion, som ikke engang Toyota – reference- og rollemodel, hvis artefakter vi har været så ivrige efter at kopiere i årtier, og som har skabt adaptioner som Lean eller Agile – kunne opnå efter mere end 100 år.
Fremtiden er en alvorlig bekymring for enhver funktionel organisation. Og alle, der interesserer sig for mennesker, organisationer og samfund, betragter mennesker, organisationer og samfund ud fra et fremtidsperspektiv. Og derfra skal vi igen overveje, hvilke løsninger der skaber bæredygtig merværdi, før vi fortsætter med en formodet symptombehandling gennem kannibalisme på arbejdsmarkedet eller ved at outsource kvalifikationsansvaret som et separat problem.
Ud over at hæve reallønnen for de eksisterende arbejdstagere i produktionsprocesserne er der en lang række andre, bedre og mere langsigtede foranstaltninger, men det kommer vi ind på senere.
Det første, man skal gøre, er at få et flerdimensionalt overblik over situationen.
Et flerdimensionalt overblik
I Europa står vi i øjeblikket over for en af de største forandringer siden den industrielle revolution. Den geopolitiske strategi fra Kina, som f.eks. har investeret massivt i Afrika i de seneste år for at sikre sig sjældne jordarter, og som i tilfælde af en krig mod Taiwan sandsynligvis vil forårsage yderligere forskydninger på råstofmarkederne, er kun begyndelsen på det, vi kan forvente i de kommende år.
Corona har allerede tydeligt vist, hvor sårbare vores forsyningskæder er, og den krig, der i øjeblikket føres af en anden aktør, har allerede udløst yderligere sommerfugleeffekter, hvis omfangsrige konsekvenser vil være svære for mange at vurdere.
Med den klimakrise, vi netop er gået ind i, er der kun få, der har i tankerne, hvad det vil betyde, når hundredvis af millioner af mennesker drager mod nord. Omfanget af disse komplekse problemer, som vi således vil give videre til vores børn og vores børns børn, får Corona til at ligne en forkølelse i sammenligning.
Tipp >> Læs mere om emergens i artiklen:
I Danmark har vi næsten ingen nævneværdige mineralske ressourcer og er stærkt afhængige af forarbejdning af importerede råvarer. Dertil kommer eksporten fra landbruget, som sandsynligvis vil falde, når man tager den geopolitiske udvikling i betragtning – og som endda er nødt til at falde i lyset af klimakrisen.
De regionale forsyningskæders og den bæredygtige produktions succes afhænger af, hvor alvorligt vi tager det flow, der blev nævnt i begyndelsen, i betragtning.
Europas afhængighed af sjældne jordarter, som for størstedelens vedkommende skal importeres fra fjerne lande, og som i stigende grad er i hænderne på dem, som vi har gjort stærke gennem årtier gennem teknologioverførsel, på grund af gunstige lønvilkår og levering af vores kompetencer, bliver nu mere og mere tydelig for os.
Danmark er ikke et isoleret tilfælde i Europa, for selv det nærmeste naboland Tyskland, hvor jeg er født, og som længe blev betragtet som et internationalt flagskib, bliver i mit videnskabelige netværk i stigende grad kaldt for “landet med stigende middelmådighed og faxmaskiner”.
I årevis har folk vendt det blinde øje til og fortsat ladet ledelsesmetoder og værktøjer fra det forrige århundrede virke for at behandle symptomer og tjene hurtige penge.
De har ladet sig drive, presset for mange akademikere og specialister gennem et forældet uddannelsessystem og dermed øget tunnelsynet og den endimensionelle tankegang. Bureaukratiet er blevet øget, og selv de såkaldt enkle job er blevet meget mere krævende end nødvendig.
Intet problem kan løses uden at påvirke andre problemer i det system, som det er en del af. En løsning på et problem, der tages separat, kan skabe et meget mere alvorligt problem end det problem, der derved løses.
Mangel på arbejdskraft er ikke vores problem! (I nu)
Også her er ansvaret for god uddannelse blevet outsourcet, industrialiseret og akademiseret. Det ser ud til, at man har studeret sig selv til grin, eller rettere sagt skabt en “uddannelsesreform”, som ikke længere skelner metodisk mellem skole og universitet – og det er ikke til fordel for universiteterne.
At denne form for udviklingsarbejde kun sjældent kan frembringe noget, der skiller sig ud fra mængden og fører til ekstraordinære resultater, som vi nu har et presserende behov for, er den logiske konsekvens af systemer, der producerer middelmådighed.
Manglen på kvalificeret arbejdskraft er ikke vores problem – ligesom manglen på kvalificerede job heller ikke er vores problem.
Enhver viden skabende virksomhed er i stand til selv at opbygge de tilsvarende kompetencer, fordi de har ekspertisen og erfaringen. I teorien kan alle virksomheder – uanset størrelse – alle administrationer og alle institutioner opnår høje resultater, hvis de beslutter sig for at investere på lang sigt eller for at spille et endeløst spil.
Samfundet i EU vil blive afhængigt af at finde løsninger på stadig mere komplekse problemer, og det kan efter min mening kun lade sig gøre, hvis det er muligt at opbygge systemisk og videnskabelig kompetence på alle niveauer.
Tipp >> Læs mere om systemiske perspektiver i artiklen:
Mangel på systemisk og videnskablig kompetance er vores problem!
Systemisk kompetence betyder her bl.a., at vi skal genkende sammenhænge i vores handlinger og forstå, hvilke rammebetingelser der påvirker vores handlinger og hvordan.
Det ville betyde, at individer og virksomheder ville være mindre tilbøjelige til at blive ofre for dårlig markedsføring, hvis løsninger ofte forstærker farlige feedbackvirkninger.
I virksomhederne vil det også føre til en større forståelse for, at helheden er mere end summen af alle dele, og at fokus ligger i at arbejde på systemet og ikke på den enkeltes psyke. Videnskabelig kompetence betyder her først og fremmest empirisk arbejde samt funktionelle analyser.
Det nytter ikke samfundet noget, hvis fordomme og følsomheder forsøger at skabe massemennesker ud fra individuelle kompleksitetsmestre.
Vi bliver nødt til at omdanne os selv til superintelligenser i kompetencenetværk, indgå i kooperationer for at få vores virksomheder, administrationer og institutioner fit og frem for alt antifragile.
Det følger af sidstnævnte, at vi, før vi klager over mangel på kvalificeret arbejdskraft, skal få styr på vores egne systemer og processer og samtidig sikre rammebetingelser, der muliggør transformationen til et kreativt vidensamfund.
I løbet af denne transformation vil det formentlig stå klart for vores børn og vores børns børn, at det aldrig har været et spørgsmål om, at alle skal have et arbejde – for det vil hverken være nødvendigt eller muligt med den fortsatte teknologiske og socialkognitive udvikling og evolution af refleksionsevner – men følgende overvejelser vil udløse nye direktiver og fortællinger:
At grundlæggende fysiske og følelsesmæssige behov er relevante for alle mennesker med et godt indkomstniveau og god livskvalitet, og at det vil være med til at gøre farlig populisme og ekskluderende ideologier mindre attraktive, at folk i stigende grad er interesseret i at have den størst mulige kreative frihed, og at det handler om innovation i samfundet og om at gøre livet muligt på lang sigt.
Det er mere end bæredygtighed, det er fremtidssikring!
