Vores samfund står over for enorme udfordringer i dag. Den stigende kompleksitet i de globale og sociale strukturer kræver innovative løsninger for at kunne tilpasse sig de kommende polykriser. Men det er netop her, at en farlig svaghed viser sig: Mange velstandssamfund har mistet evnen til at forstå omfanget af systemiske problemer og reagere hensigtsmæssigt på dem.
Innovationer, som ville være nødvendige for en bæredygtig fremtid, mislykkes ofte, fordi nye eliter, der stræber efter innovation, ikke følges eller ikke støttes tilstrækkeligt.
Men hvis samfundet ikke længere er i stand til at følge og i tilstrækkelig grad støtte sine eliter, der stræber efter innovation (y Gasset, 1964, massernes oprør), mister det den evne, der er nødvendig for innovation, til at differentiere og dimensionere komplekse systemiske forhold i tilstrækkelig høj grad.
For at illustrere dette problem og dets sociosystemiske konsekvenser vil jeg begynde denne artikel med, hvad der sker, når man giver op halvvejs gennem processen med at lære og udvikle nye distinktioner og lære nye begreber.
Indhold
Efficiens vs. effektivitet - en misforståelse i det danske samfund
I Danmark skelner de fleste konsulenter, virksomheder og selv uddannelsesinstitutioner for eksempel næsten aldrig mellem effektivitet og efficiens.
Endnu værre er det, at begrebet “effektivitet” i Danmark bruges med en semantisk bias, hvor det står for begge begreber – med alvorlige konsekvenser for kompetenceudviklingen og samfundet. Jo oftere denne fejltagelse gentages i samfundet, jo værre bliver disse konsekvenser.
Effektivitet og efficiens adskiller sig imidlertid væsentligt fra hinanden med hensyn til deres funktion og virkning og kan derfor ikke samles under begrebet effektivitet eller effektivisering.
Selv læsere, der bruger et øjeblik på at undersøge begge begrebers oprindelse (etymologi), vil hurtigt indse, at begrebet efficiens henviser til evaluering af sparsommelighed. Med andre ord det fænomen, som man ofte taler om i Danmark, men som kaldes effektivitet.
Det er typisk for alle efficiensvurderinger, at input-output-forhold evalueres i en eller flere på hinanden følgende processer. Det betyder, at en form for input sammenlignes med output og dets ydeevne. I mellemtiden finder transformationsprocessen fra selve inputtet til outputtet sted.
Her er et par eksempler:
- Rentabilitet af investeringen
- Break-even
- Cost-benefit-forhold
- Produktivitet
- …
Karakteristika for den højeste efficiens
Derfor kan den størst mulige efficiens opnås, hvis de tilsvarende kompetencer fører til succes i denne transformationsproces, som så skal måles i forhold til følgende kvalitetskarakteristika:
- Hver proces kører tabsfrit og uden nedetid, dvs. hver proces repræsenterer den maksimale værdiskabelse
- Alle muligheder og midler, der kan føre til en yderligere reduktion af indsatsen (hvem, hvad, hvornår, hvor mange og hvordan), er allerede udtømt
Og dette kan lykkes, fordi relevante data ikke kun indsamles, men også evalueres.
Forbedring af efficiens gennem hypoteser og eksperimenter
Evalueringen af disse efficienskriterier fører derefter til nye hypoteser og eksperimenter, hvorigennem nye erkendelser og nye kompetencer kan udvikles og metodisk vedligeholdes. Og det er nødvendigt for at øge efficiensen. Med praksis vil man naturligvis blive bedre med tiden.
Dette faktum gør efficiens til en kvalitativ vurdering af vores færdigheder i økonomisk brug af naturlige ressourcer, vores håndværksmæssige færdigheder, men frem for alt vores tankemæssige klarhed, som gør os i stand til at arbejde mere præcist og udtrykke os mere klart.
Vi bliver med andre ord bedre med tiden, og det lykkes os at løse vores opgaver mere korrekt (rigtigere) med tiden.
Ved at udføre opgaverne mere korrekt over tid kan vi naturligvis forhindre, at værdifulde ressourcer går til spilde pga. tvetydighed og upræcist arbejde, og endnu vigtigere kan vi undgå unødvendige omkostninger ved at gøre mindre forkert.
Vi kan dog ikke konkludere heraf, at det nu er en god idé at ignorere alt andet med tunnelsyn på efficiens. Rigtig og funktionelt er på ingen måde det samme.
Efficiens
Gøre tingene rigtig(ere) ← Præcis Uklar → Gør tingene forkert(ere)
Adfærd og mønsterdannelse: efficiens og automatismer
Tanke- og adfærdsmønstre læres eksperimentelt fra barnsben og gennem akkommodation og assimilation i komplekse rekursive former. Det vil sige igennem at prøve sig frem, tilpasse og gentage processen i et mønster, der bygger på sig selv.
Særligt vellykkede læringsprocesser bliver til energibesparende automatismer og vaner for os. Dette har vist sig at være en evolutionær fordel, især i livstruende situationer, da automatismer giver os en følelse af sikkerhed i hverdagen.
På den anden side udløser denne form for sikkerhed indlæringssmerter, frustration og modvilje mod det nye, og det der først skal læres og tilegnes under modtryk af usikkerhedsabsorptionsbehov.
Etiske grænser for efficiens
Som enhver systempraktiker ved, kan selv koncentrationslejre organiseres systematisk og efficient da efficiens begrebet ikke indeholder nogen form at etisk værdi. Efficiens er kun en målestok, ikke en vurdering af dens etiske værdi.
Hvis man derimod forsøger at konstruere en etisk værdi ud fra den, kan der opstå (utilsigtede) udnyttelsesfænomener, som kan føre til fatale følgefejl og belastende butterfly-effects selv i økonomisk konstruktive miljøer:
- Overakademisering
- Mangel på kvalificerede arbejdskraft
- Fragile forsyningskæder
- Bullshitjobs
- Fastfashion
- Klimakatastrofe
- Krige om ressourcer …
Som vi kan se, er det slet ikke nok at fokusere på efficiens for at frigøre de nye, høje præstationer og den innovation, som samfundet har brug for i dag. Og derfor skal vi se nærmere på den latinske oprindelse af begrebet:
Efficientia -> virkningsfuldhed
Når vi ser nærmere på denne ”virkningsfuldhed”, bliver det nemmere at erkende forskellene mellem efficiens og effektivitet, og forhåbentlig også hvor vi tager fejl i Danmark, når vi taler om ”effektivisering”, som har mere med efficiens end med effektivitet at gøre.
Visdommen bag effektivitet
I modsætning til efficiens, som fokuserer på forholdet mellem input og output og sandsynligheden for at udvikle mere præcise tiltag for at opnå en ønsket præstation, handler effektivitet om effekt: værdien og forholdet mellem den leverede præstation.
For at kunne skelne mere præcist mellem efficiens og effektivitet, er det ikke nok kun at anvende det forretningsøkonomiske perspektiv, da dette ofte fører til, at effektivitet ikke kun kommunikeres uden værdi, men også synonymt med efficiens.
Effektivitet og systemiske relationer
Men effektivitet er ikke et værdifrit begreb, der er uafhængigt af systemiske sammenhænge og social udvikling. Organisationer og virksomheder, der fratager effektivitet dens værdi, har en tendens til at udtrykke deres mål tankeløst og ofte kun i tal uden at indse, at de træffer en beslutning, der har konsekvenser.
Det er meget mere effektivt ikke kun at tænke grundigt over, hvilke måder der virker effektive til at udvikle de foranstaltninger, der er resultatet af den konstante sammenligning af den nuværende tilstand og måltilstanden, men også at overveje, hvorfor det netop er disse mål, tal og foranstaltninger og ikke andre, fordi ikke alt kan retfærdiggøres, endsige retfærdiggøres med vækst.
Hvis man ikke gør det, bliver resultatet omfattende skader og udviklingsproblemer, som er orienteret og omfattet af kortsynethed:
- Bonusprogrammer og performancestyring fra industrialiseringens dage
- Årlige personaleudviklingssamtaler
- Lineære top-down strategiske planlægningsprogrammer
- Dyre kulturprogrammer
- Mobning
- Burnout
- Jobhopping
- …
Systemiske konsekvenser af kortsigtet tænkning
Denne kortsynethed manifesterer sig i et øget fokus på det, der er foran os, og et tab af større rumlige perspektiver, der kan føre til nye ideer, hvor nye kompetencer udvikles, og hvor vi finder præstationer ud over normen.
Dem, der konstant fokuserer på kortsigtede resultater, må acceptere, at andre indser, at de ikke er en del af løsningen, men en del af problemet, hvilket i sidste ende fører til fiasko og forfald i udviklingen.
Det betyder dog ikke, at evnen til at tænke kortsigtet og håndtere begrænset plads er uvigtig. Det afhænger altid af konteksten. Kun endimensionelle tænkere sætter udelukkende det ene op mod det andet.
Inkluderende tænkere tager højde for, at erkendelsen af, at en hammer ikke er det rigtige værktøj til alt, ikke betyder, at man kun skal forsøge at ramme sømmet med en tang.
Eksempel: Turnaround
I en turnaround kan kortsigtede ofre sjældent undgås til fordel for langsigtet succes. En virksomhed, der allerede er i krise, har ikke tid til at håndtere personlige følsomheder. Hvis den gør det, er turnarounden i fare.
Det samme gælder for carve-outs, hvor den transformerende virksomhed, som har brugt for meget tid på gamle vaner, manøvrerer sig selv direkte ind i den næste krise gennem spildtid og dysfunktionelle kommunikationsrytmer.
Det overdrevne fokus på efficiens, som ikke har noget med effektivitet at gøre, betyder, at det, der burde følge efter krisen, ofte glemmes. Nemlig evnen til at træffe efterfølgende beslutninger på en sådan måde, at de ikke kun kombinerer det langsigtede med det kortsigtede, men også sikrer, at beslutningspotentialet øges.
Visdom og værdien af langsigtede beslutninger
Det er et tegn på kompetence og visdom at være i stand til at reflektere over de langsigtede virkninger af tanker og handlinger og derfor udvikle tiltag, som ikke kun har en forebyggende effekt på kort sigt, men også åbner op for yderligere plads til præstations- og innovationsvækst.
At gøre det rigtige betyder derfor først og fremmest at være interesseret i langsigtede resultater – en kompetence, som sjældent findes hos folk, der er særligt gode til at styre turnarounds.
Effektivitet
Gøre det rigtige ← Omfangsrig Begrænsende → Gøre det forkete
Vækst eller Udvikling?
Efter at vi i første del har set på, hvad der sker, når læringen og udarbejdelsen af nye distinktioner og begreber opgives på halvvejen, vender vi os i anden del mod de virkninger, der blev nævnt i begyndelsen, og som følger, når eliter, der stræber efter multidimensionel tværfaglig innovation, ikke finder tilstrækkelig støtte.
I den forbindelse har vi brug for yderligere to begreber: vækst og udvikling.
Vækst?
Begrebet “bruttonationalprodukt” er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå med vores sociale liv, hvis vi lader vores behov for en økonomi til fælles bedste blive tilsidesat af ikke-systemiske økonomiske begreber.
Der er stor forskel på social levestandard og social livskvalitet. En person kan være rig, men uden venner er han en fattig person.
En god økonomi er altid bæredygtig, altid orienteret mod det fælles bedste, har altid sine kunders likviditet i tankerne, tænker altid systemisk, ellers er det ikke en økonomi, men et røverbaroni.
Røverbaroner har altid marginaliseret sig selv socialt, og det var netop denne manglende indlejring af deres levestandard i den generelle livskvalitet i samfundet, der førte til deres fald.
Bruttonationalproduktet giver derfor kun lidt information om livskvaliteten i samfundet. Det handler ikke om levevilkårene i samfundet, men om produktionen af varer og tjenesteydelser, uanset om de repræsenterer en merværdi for samfundet eller ej.
Resultatet er, at der i dag produceres mange ubrugelige ting, som begrundes med vækst, men som i virkeligheden giver os problemer. Uanset om produkterne fungerer bæredygtigt eller ej.
Vækstens sande omkostninger
Vækst er ligeglad med ressourcespild. Tværtimod er de fleste vækstorienterede virksomheder interesserede i at udvikle flere og flere farverige og selvudnyttende fortællinger til forbrugermarkedsføring for at holde motoren med konstant vækst i gang.
Det paradoksale ved dette fænomen er, at menneskelig arbejdskraft bruges til at producere ikke-bæredygtige produkter til forbrug og tidsfordriv, som de samme mennesker ikke kan sætte pris på. Og den vækstorienterede økonomi er lige så bevidst om dette som de mennesker, der forbinder deres egne ideologiske impulser med disse fortællinger.
En bæredygtighedsorienteret økonomi er en økonomi, der er rettet mod menneskers behov og ikke kun tager hensyn til eksistentielle interesser, men også til sikkerhedsrelaterede og personlige og sociale udviklingsinteresser.
Social påvirkning og stress i vækstøkonomier
Fattigdomsforskning har vist, at mennesker under konstant eksistentielt pres kan miste op til syv IQ-point – hvilket er forståeligt for enhver, der nogensinde har været nødt til at håndtere omstændigheder, der truer deres eksistens over en længere periode.
Hvis køleskabet derimod er velforsynet, der er masser af valgmuligheder og tid nok til hobbyer og uddannelse, kan man bidrage til samfundet på en mere afslappet måde, om ikke andet så på grund af den reducerede psykologiske stress.
Men når begge forældre arbejder otte timer om dagen, pengene knap nok rækker til det allermest nødvendige, og selv efter alt det ekstra arbejde, der skal gøres derhjemme, der er næsten ingen tid eller penge tilbage til familie, hobbyer og uddannelse, betyder det i sidste ende ikke kun for den enkelte, men også for samfundet som helhed:
stigende stress, voksende dysfunktionelle konflikter og en øget mangel på uddannelse og innovation.
Vækstøkonomiens historiske og globale uligheder
Vækstorienterede velstandssamfund afspejler ikke det hele menneskes behov. Og som historien i mange lande, herunder Danmark og Tyskland, viser, svarer systemtiden i disse samfund ikke til deres krisetid, men er mindst to generationer bagud.
Det faktum, at vækstorienterede tredjeverdenslande og globalt kapitalistisk motiverede vækstøkonomier bogstaveligt talt er tvunget til at følge disse helt usunde eksempler, hvor selv børn bruger mere end halvdelen af deres dag på at arbejde og bidrage til familiens overlevelse i stedet for at bruge dagen på systemisk læring og sociale aktiviteter, giver ikke meget håb om, at de kommende store kriser stadig kan overvindes i tide.
Når alt kommer til alt, skal økonomien “kun” lære at være en god økonomi i stedet for at udnytte samfundets medlemmer.
Vækst-ideologien i lyset af Piaget
At se den vækstorienterede økonomi med Piagets øjne, som antog, at troen på magi er et tegn på den barnlige og ikke den voksne psyke, er at anerkende den vækstorienterede økonomi som barnlig, ikke kun fordi dens naive magi ikke virker på lang sigt, men også fordi voksne konstruerer virkeligheden i en fælles ansvarlig orientering.
For at desillusionere den vækstorienterede økonomi bør det også siges, at velstående samfund skal lære at skelne mellem arbejdsløshed med negativt fortegn og arbejdsløshed med positivt fortegn.
Arbejdsløshed med positivt fortegn bør være afslappet arbejdsløshed, hvor interessen kan vokse naturligt og føre til politisk engagement, ikke dette samfundsødelæggende klasse-samfunds-prekariat, hvis økonomiske funktion primært er at forbruge billige produkter, der er skadelige for klimaet.
Vækstøkonomiens tveæggede sværd
Det hele fungerer som en kynisk, mærkelig kredsløb, der er resultatet af subsidier og handelsaftaler, som er opstået ud fra kortsigtede efficiens- og vækstambitioner, og som har ført til gunstigere produktionsforhold, der også skaber billige produkter, samtidig med at de ødelægger arbejdspladser derhjemme og gør selvforsørgende mennesker i andre lande til udnyttede daglejere, der igen lever på eksistensminimum.
Vækstorienteret økonomisk aktivitet er et tveægget sværd: På den ene side er der utvivlsomt alle de behagelige aspekter ved at leve i velstand, som på den anden side kommer på bekostning af dem, der ikke har del i den.
Udvikling!
Udvikling skal forstås som beskrivelse og evaluering af kompetence og præstation, for uden beskrivelse og evaluering finder kompetence og præstation ikke sted i samfundet.
Så længe beskrivelse og evaluering ikke refererer specifikt til kompetence og præstation, giver det kun mening at tale om udvikling på papiret.
Udvikling kan blandt andet genkendes på, hvordan mennesker håndterer det, de har til rådighed, og hvad de ved, hvordan de skal gøre med det, de allerede har.
Den kulturelle videns rolle i udvikling
Så man kan selvfølgelig beskylde folk fra urbefolkninger for at være primitive og uuddannede, eller man kan anerkende, at de har alle de nødvendige færdigheder til at producere alt, hvad de har brug for, ud fra det, de har at byde på.
Og at de formår at gøre det i et relativt ubehageligt miljø og uden at ødelægge deres økosystem på en sådan måde, at fremtidige generationer ikke kan overleve – noget, vi stadig kan lære meget af, når det drejer sig om at opbygge bæredygtige og fremtidssikrede velstandssamfund.
Antagelsen om, at det at overøse disse mennesker med materiel velstand, som vi kender det, bidrager direkte til deres udvikling, kan ikke kun føre til fænomener som cargo-kult, men også til tab af nyttig og kriserelevant viden.
Historien har gang på gang vist, at sådanne kulturer kan degenerere og endda forsvinde som følge heraf. Følgende eksempel illustrerer, hvad dette tab kan betyde.
Eksempel på tab af kulturel kompetence
Forestil dig, at en enorm elektromagnetisk storm fra solen rammer den vestlige velfærdsstat i mere end tre dage. Fra det ene øjeblik til det andet er elektriciteten væk. De sædvanlige forsynings- og kølekæder kollapser. Intet internet, ingen mobiltelefoner, intet tv og ingen radio.
Som følge af tabet af kriseviden ville dette samfund befinde sig i en borgerkrigslignende undtagelsestilstand i løbet af få timer, fordi borgerne aldrig har lært at arbejde modstandsdygtigt og konstruktivt sammen for det sociale fællesskab i sådanne situationer.
Udfordringen med social og bæredygtig udvikling
Erkendelsen af, at vækstorienterede samfund har svært ved at tænke socialt og bæredygtigt udviklingsorienteret, bliver særlig vigtig, når vi også tænker på, at en robust, konstruktivt samarbejdende social samfundsindsats måske stadig fungerer i landsbyer under krisen, men bestemt ikke længere i megaplexet.
Udvikling er ubehageligt og hårdt arbejde, som modnes gennem konflikt.
Udvikling er en individuel mental proces, som ikke kan overtages af andre, men må foregå socialt og i en symbiotisk form for rekursion, fordi mennesker, virksomheder og samfund ikke kan udvikles direkte. De udvikler sig selv og tager borgernes vilje til at samarbejde og engagere sig i konflikter som en stimulans til dette. Det er dem, der leverer ideerne og arbejdet til udviklingen af socialt relevante sociale arkitekturer.
Det betyder, at jo mere udviklet, kompetent, kompleksitetsbevidst og indsatsorienteret individet er, jo mere udviklet, kompetent, kompleksitetsbevidst og bæredygtigt indsatsorienteret er samfundet – som dermed er i stand til at producere det, folk har brug for og kræver, uden at skade tredjeparter.
Konflikthåndtering som grundlag for social udvikling
Det kræver en høj grad af konflikthåndtering, som kun kan opnås af virkelig frie borgere og medarbejdere, der er i stand til at regulere deres egne ideologiske og opportunistiske impulser.
I mangel af sådanne borgere og medarbejdere vil de konflikter, der opfattes som ubehagelige, og som burde opstå, når man fokuserer på det væsentlige, ikke opstå på lang sigt. Ekspertise udvikles derfor kun inden for rammerne af systemer, der er gensidigt afhængige af middelmådighed.
Vi kan genkende sådanne systemer på, at de ikke længere kan producere produkter, tjenester, politikker, love og videnskabelige resultater, som rent faktisk har en langsigtet samfundsmæssig merværdi.
Disse systemer har udemokratiske tendenser, som i sidste ende bliver totalitære, fordi dem, som kan bryde igennem disse tendenser, bliver gjort til ofre og udelukket af folk, som er bange for deres egne sociale konsekvenser. I bæredygtige, levedygtige samfund findes denne frygt imidlertid ikke.
Det er f.eks. interessant at se, at borgerne i Finland, som har et uddannelsessystem, der fremmer lysten til at lære, har en høj grad af tillid til deres egen regering. Det skyldes, at finnerne arbejder kollektivt, ikke kun på et økonomisk vækstsamfund, men også fordi deres systemiske uddannelse hjælper dem med at integrere andre værdier.
Risikoen for at marginalisere forandringsskabere
Folk, der har ret til, tid til, uddannelse til og rigdom til at beskæftige sig med andre vigtige ting end arbejde, er mindre mistroiske, om ikke andet så fordi de er bedre i stand til at bedømme deres eliter.
Omvendt har systematisk dårligt uddannede mennesker med for lidt tid og også uden ret til en sådan uddannelse og rigdom en tendens til at mistro deres eliter meget mere, fordi de er mindre i stand til at stole på sig selv, og fordi de har en tendens til at bringe eliter ind, som også har gjort sig fortjent til deres mistillid.
Det afgørende ved samfund, der går amok på denne måde, er, at de i stigende grad har tendens til at udelukke netop de mennesker, der kunne hjælpe dem ud af dette vanvid: Mennesker fra det neurodiverse spektrum, de skæve excentrikere og udviklere, polymaterne og de millioner af børn, der er født som autodidakte.
Mønstret er ikke nyt. Historien er fuld af mennesker, som samfundet – og desværre også deres jævnaldrende – ikke havde modet til at værdsætte resten af deres liv. For blot at nævne nogle få: Tesla og Cantor er bare to af dem, og Niels Bohr måtte bruge syv år på at sælge og markedsføre sin kvantefysik fra dør til dør.
Tabet af potentiale gennem forkert standardisering
I dag er det vigtigere end nogensinde at finde og fremme enestående toptalenter og teams i lyset af klimakrisens ekstraordinære udfordringer – fordi de finder sted i så komplekse systemer, at vi får brug for alt, hvad evolutionen har givet os, for at overvinde disse udfordringer på en modstandsdygtig og bæredygtig måde.
Men med den stigende standardisering i industri og uddannelse på grund af fokus på efficiens og hurtigere vækst er mange mennesker i mindre og mindre grad i stand til at tænke i sammenhænge – hvilket i sidste ende også betød, at egocentrismen hos geniet Jacque Fresco ikke blev imødekommet socialt for at fremme sine store ideer.
Han blev simpelthen socialt isoleret i stedet for at udnytte dette potentiale. Og selv i dag, fem år efter hans død, er der næsten ingen genkendelige efterfølgerprojekter, fordi hans efterfølgere ikke er i stand til at bevæge sig på det faktuelle niveau og i stedet fortsætter med at ideologisere på relationsniveauet.
Nødvendigheden af systemisk uddannelse
Især i den nye æra, vi er trådt ind i gennem konvergensen af algoritmisering, digitalisering, konnektivitet og globalisering, fortsætter manglen på investeringer i de nødvendige steder i form af uddannelse med at forhindre presserende løsninger, der allerede er relevante i forhold til de kommende metakriser.
Det er afgørende, at vi erkender, at vi er nødt til at ændre vores tilgang til uddannelse, innovation og samfundsudvikling for at sikre, at vi kan møde fremtidens udfordringer med den nødvendige kreativitet, modstandsdygtighed og bæredygtighed.
Resumé og perspektiver
Allererede Peter Drucker og Russell L. Ackoff argumenterede (Ackoff Russell L., 1994, The Democratic Corporation) for, at det er vigtigere at gøre det rigtige, selv om det i første omgang kræver en ekstra indsats på mellemlangt sigt og ofre på kort sigt, end at forsøge at gøre det forkerte bedre.
En sådan tilgang fører ofte til en gentagelse af de samme systemiske sociale problemer, som ødelægger levevilkårene på lang sigt.
Systemisk social tænkning betyder derfor at gøre det rigtige: konsekvent at udvikle løsninger, der giver merværdi til samfundet, at tænke systemisk, flerdimensionelt og med et blik på fremtiden.
Hvis vi ikke gør det, kan betingelsen om kortsigtede, kontinuerlige efficiensforøgelser uhindret få overtaget, hvilket kan føre til tab af udsigter til langsigtede sociale udviklinger og yderligere afvikling af demokratier og menneskerettigheder, hvis samfundet tillader røverbaroner uhindret at udnytte massen af velstand til deres egen kortsigtethed.
For at modvirke nedgangen i demokrati og menneskerettigheder må samfundet udvikle nye strukturer for social interaktion, der forhindrer cyklisk tilbagevendende problemer og samtidig giver dets medlemmer mulighed for at realisere sig selv ud fra et etisk frihedsperspektiv.
For at opnå dette er samfundet afhængigt af eliter, der er i stand til både at tænke reduktionistisk og komplekst, da dette ikke kan opnås af de komfortable masser. Med andre ord kompleksitetsledelsesevner.
Disse to tænkeevner er uundværlige, hvis det globale samfund ikke skal kastes ud i katastrofale situationer i et stadig snævrere beslutningsrum som følge af metakriser som dem, der forårsages af klimaforandringerne, og som får dystopier som dem i Hollywood-filmen “Elysium” til at virke forholdsvis milde.
Det er mennesker fra det neurodiverse spektrum, de skæve excentrikere og udviklere, de polymate og autodidakte, de ubehagelige og reflekterende disruptorer, hvis produkter og tjenester er uundværlige for samfundet, som vi nu skal lære at støtte, fordi det er dem, der kan sikre, at menneskelig kreativitet, empati og socialpolitisk bevidsthed kan udvikle sig.
Og fordi det er dem, der bidrager til den opskalering og differentiering, der – hvis det lykkes samfundet at støtte og integrere dem konstruktivt – vil muliggøre udviklingen af en ny form for superintelligens i stor skala, som er afgørende for civilisationens og samfundets overlevelse.
For at sikre en sådan succes afhænger alt af samfundets vilje til aktivt at støtte det, der fremmer systemiske og flerdimensionelle løsninger for samfundsmæssig merværdi og fremtidsorienteret udvikling. En sådan interesse kan kun trives i samfund, der er villige til at tænke og handle i overensstemmelse med de principper, jeg har skitseret.
Tak fordi du læste med.
Udgivelse i det systemvidenskabelige forlag
Essayen blev offentliggjort af det mest anerkendte og prestigefyldte tyske videnskabelige fagforlag, kendt for sin stringente peer review-proces og bidrag til akademisk ekspertise.
Literatur
y Gasset, 1964, Massernes oprør
G.Peyn, R.Peyn, Dr. Irmela Nagel, 2018, Argumente für den schrittweisen Um- und Abbau von Harz IV
G.Peyn, R.Peyn, 2017, Unveröffentlichter Artikel, persönliche Vorabeinsicht 2021
G.Peyn, R.Peyn, 2018, Wirklichkeitsemulation – zum Begriff
Ackoff Russell L., New York 1994, The Democratic Corporation
