Hvad betyder begrebet bæredygtighed egentlig? Hvor kommer begrebet fra, hvad har det med systemtænkning og kompleksitet at gøre, og endnu vigtigere, hvordan kan man egentlig udvikle en mere bæredygtig organisation som helhed? Det og meget mere besvarer jeg i denne artikel.
Men vent, er begrebet ikke allerede mere end 300 år gammelt? Jo, det er det!
På trods af mange arrangementer, kurser og masterclasses om bæredygtighed i Danmark er der desværre stadig mange, der ikke ved, hvor begrebet bæredygtighed kommer fra, og hvad det betød dengang.
Selv dengang handlede det aldrig kun om miljøspørgsmål, men også om sociale og økonomiske aspekter. Med andre ord systemiske aspekter, som stadig ofte overses i dag, når vi taler om bæredygtighed. Grund nok til at se nærmere på disse systemiske forhold, for kun med systemisk kompetence kan bæredygtig udvikling i sidste ende fungere.
Indhold
Etymologi - En kort historie om begrebet bæredygtighed
For at finde ud af mere om bæredygtighedsbegrebets natur, oprindelse og betydning må vi først gå tilbage til den første industrielle revolution. Nærmere bestemt til det 18. århundredes Tyskland og regionen omkring Erzgebirge. På det tidspunkt var denne region ikke kun den største med hensyn til udvinding og forarbejdning af malm, men også skueplads for den første store energi- og råstofkrise i Europa.
Den hurtige befolknings-, by- og industrivækst i denne region betød, at træ som bygge- og fyringsmateriale i stigende grad blev en dyr mangelvare. Men frem for alt skabte de utallige malmminer og støberier en enorm efterspørgsel efter træ, som var så stor, at den førte til en veritabel rydning af det omkringliggende landskab.
Hans Carl von Carlowitz var på det tidspunkt søn af en skovfoged, hvis familie allerede i flere generationer havde haft ansvaret for at forvalte skovene i det saksiske Erzgebirge. Efter at have studeret jura og statskundskab kastede Hans Carl sig over naturfilosofi, minedrift og skovbrug.
Definition af begrebet bæredygtighed
I 1713 udgav Hans Carl von Carlowitz sin bog »Sylvicultura oeconomica« som et resultat af sine observationer og udviklede begrebet »bæredygtighed« (Nachhaltigkeit) som et princip for progressivt skovbrug. Selve begrebet kommer fra det nordgermanske verbum for “nachhalten”, som betyder, at noget skal “vare ved eller bevares i lang tid”.
Von Carlowitz opsummerede sine perspektiver og princippet om bæredygtighed på følgende måde: “Man skal simpelthen ikke fælde mere træ, end der kan vokse op igen”.
Hans Carl beskrev således begrebet bæredygtighed som en afbalanceret systemtilstand, hvor ressourceforbrug og regenerering er i ligevægt. Enkelt, præcist og langt forud for sin tid.
Udviklingen af bæredygtighedsbegrebet i det 20. århundrede
I slutningen af den anden industrielle revolution, som i høj grad var præget af den amerikanske managementskole (se link) og førte til stadig nye vækstrekorder, skiftede fokus næsten udelukkende til økonomisk vækst – hvilket for mange har ført til en form for ideologi den dag i dag.
Da de negative konsekvenser af dette ensidige fokus på vækst ikke længere kunne overses, og modbevægelser som miljøbevægelsen opstod, at begrebet bæredygtighed begyndte at få betydning igen.
Parallelt med miljøbevægelserne gav den seneste videnskabelige udvikling, såsom Norbert Wieners teorier om kybernetik og Ludwig von Bertalanffys generelle systemteori, anledning til nye bevægelser i forbindelse med bæredygtighedsbegrebet.
Det var pionerer inden for systemtænkning som Donella Meadows (Thinking in Systems), Jay W. Forrester (System Dynamics) og Russell L. Ackoff (Sociosystemic Organisational Development), der sammenfattede deres systemiske observationer af vores ideer om vækst og økonomi og sidenhen understregede behovet for en mere holistisk, systemisk tilgang til bæredygtig ledelse og sociale fremskridt.
I 1970 tog FN endelig spørgsmålet om bæredygtighed op. Og det førte til en ny forståelse af begrebet via Brundtlandrapporten fra 1987. Her blev det slået fast, at bæredygtig udvikling handler om at sikre, at generationers muligheder for at opfylde deres behov ikke bringes i fare af nutidige handlinger. Samtidig skal nutidens udvikling opfylde deres behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers livsvilkår.
Russell Ackoff, som primært beskæftigede sig med bæredygtig sociosystemisk virksomheds- og organisationsudvikling, tog endelig denne idé op, men påpegede behovet for kompetenceudvikling – fordi kun dette kunne føre til mere bæredygtighed på kloden:
“Udvikling betyder at være i stand til at øge de nødvendige kompetencer, så ens egne og andres behov og legitime ønsker kan opfyldes uden at bringe fremtidige generationers udvikling i fare eller gå på kompromis med andres udviklingsmuligheder.”
Desværre er det disse oprindeligt systemiske tilgange, der bliver udvandet i dag og forværrer vores nuværende dilemmaer. For bæredygtighed er en klar beskrivelse af en systemtilstand, og uden systemisk ekspertise og passende håndtering af kompleksitet ender de fleste velmenende bæredygtighedstilgange som quick-fix-løsninger med rebound og andre negative effekter.
Bæredygtighed som systembeskrivelse
Så lad os fokusere på systemtænkning, kompleksitetsledelse og systemiske tilgange for at yde bæredygtighedsbegrebets omfang retfærdighed og derfor starte med to konkrete og systemiske eksempler.
Eksperiment 1 - Er det bæredygtigt at spise sushi?
Min kone og jeg elsker at gå ud og spise sushi. Min favorit er nigiri med tun, men er det økologisk og bæredygtigt at spise det? Vi spurgte tjeneren på vores yndlingsrestaurant, som igen spurgte kokken, men ingen kunne svare mig.
Derfor begynder jeg at undersøge, hvor min fisk kommer fra ved spisebordet. Jeg finder hurtigt ud af, at det normalt er akami, et lille stykke blåfinnet tun. Til min skræk er netop denne fisk dog allerede truet af udryddelse.
Men min research fører mig videre til »Kyoshi Kimura«, direktøren for den første og største sushikæde i Japan. Kimura blev berømt for at auktionere årets første fangst væk til rekordpriser. I 2019 bød han utrolige 16 millioner kroner for en 278 kg tung blåfinnet tun – for en fisk, der blev solgt som kattemad før den store sushi-hype.
Det får mig til at spekulere på, hvor bæredygtigheden starter her. Måske i de mange sushirestauranter? Hos hr. Kimura fra Japan? Måske hos de fiskere, der fanger fisken? Hos fisken selv eller måske hos mig?
Man skal vide, at den blåfinnede tun svømmer til det samme område hvert år for at gyde. Og det betyder, at selv den mest uerfarne fisker ved præcis, hvor og hvornår han skal være for at få en del af fangsten. Men selv det er selvfølgelig ikke nok til at få et større billede.
Bæredygtighed kan ikke forstås via elementerne, i dette tilfælde de enkelte aktører og deres beslutninger. Så jeg er nødt til at zoome yderligere ud for bedre at forstå, hvad der foregår her.
Systemisk modellering af fiskeri
Med andre ord: Hvis jeg vil forstå større sammenhænge, skal jeg ikke bare zoome ud, men også begynde at modellere afhængighederne og interaktionerne. For at gøre det spørger jeg i første omgang mig selv, hvordan fiskeriet i Europa fungerer set fra et fugleperspektiv.
Fiskerbåde sejler ud på havet og fanger fisk. Jo flere både, der sejler ud, jo flere fisk bliver der fanget, og jo flere fisk, der bliver fanget, jo større er aktørernes fortjeneste. Jo mere overskud spillerne får, jo mere kan de investere i nye både og udstyr. Jo bedre udstyret og jo større bådene er, jo flere fisk bliver der fanget, og jo højere bliver profitten.
Et vækstkredsløb, som enhver middelmådig økonom fra det forrige århundrede i første omgang ville være glad for.
Det er selvfølgelig klart, at dette ikke kan fortsætte for evigt. For der er simpelthen ikke noget i vores univers, der kan blive ved med at vokse i det uendelige. En eller anden uopdaget kode skrevet af Big Bang forhindrer uendelig vækst.
Så det kommer, som det skal. Fangstraten skrumper over tid, fordi beholdningen falder og gemmer sig bedre. Så vi fanger færre fisk, profitten falder, og som følge heraf er der færre nye både, hvilket igen sikrer, at vi fanger færre fisk.
Systemet begynder at regulere sig selv, det afbalancerer sig selv, indtil beholdningen og fangsten matcher. Med andre ord er systemet nu bæredygtigt.
Hvis det ikke var for den menneskelige faktor og nogle få magtfuldes profitbegær…
For nu er det de særligt profitable fiskerier, der opgraderer endnu mere, opkøber deres konkurrenters fiskerflåder og øger deres efficiens for at opnå endnu højere margener. De forlænger også deres sejltider og udstyrer deres både med alt, hvad den teknologiske udvikling har at byde på. De enorme flydende produktionsanlæg og frysere på det åbne hav har for længst ikke længere noget at gøre med fiskeriets romantik.
Og det er præcis det, der ændrer ligningen igen.
Nu er ligningen: Jo flere og bedre både, jo hurtigere vil der ikke være nogen fisk tilbage. Med andre ord varer de succesriges succes kun, indtil systemet er brudt helt sammen.
Ethvert barn er klogt nok til at indse, hvor dumt det er, og vil råde dig til at lade det ligge et stykke tid. Men mange voksne tror, at de ved bedre end vores børn.
Subsidier og deres irrationelle konsekvenser for bæredygtigheden
Der er åbenbart særligt mange såkaldt voksne mennesker i EU-Parlamentet, for i stedet fandt de på at udvide fiskeriområderne, næsten afskaffe reglerne for køretider og indirekte subsidiere brændstofforbruget.
Og fordi de hurtigt indså, at det ikke var nok, begyndte de at købe fiskerettigheder i Afrika og tilbyde udviklingsprogrammer til gengæld.
Enhver handling har selvfølgelig en konsekvens på et tidspunkt, og i dette tilfælde var somalierne trætte af det. For efterhånden som flere og flere store trawlere invaderede deres fiskeriområder, kunne de fange færre og færre fisk, deres indkomster faldt, og de kunne ikke længere brødføde deres familier, så de skiftede job og gik over til pirateri.
Det er de tidligere fiskere, der sammen med andre grupper af pirater nu har held med at drive de europæiske trawlere og containerskibe ud af deres farvande. Og som du måske har gættet, er systemet ironisk nok ved at genskabe balancen. Beholdningerne ud for Somalia er ved at komme sig, og systemet er ved at blive mere bæredygtigt igen. Men ikke på grund af systemiske kompetencer i EU-Parlamentet…
Hvis man bare griber spørgsmålet om bæredygtighed an uden systemisk ekspertise, er det langt mere sandsynligt, at man sætter gang i kædereaktioner (sommerfugleeffekter), hvis konsekvenser først viser sig langt senere. Det kræver derfor stor omtanke, forudseenhed og dermed kompetencer inden for kompleksitetsledelse, for ellers kan meget mere gå galt – som det næste eksempel vil illustrere.
Eksperiment 2 - Yellowstones truende død
I dag, mange år senere, er der intet i Yellowstone, verdens ældste nationalpark, der tyder på den katastrofale udvikling, som dette enorme område har gennemgået i fortiden. For i slutningen af det 20. århundrede var dette sted, som i dag virker så paradisisk, næsten tabt for altid.
For bare 30 år siden var der næsten ingen sunde træer, buske eller andre plantearter tilbage i Yellowstone. Insekt-, fugle- og andre dyrebestande var også stort set forsvundet, med nogle få undtagelser. Men samtidig eksploderede antallet af wapiti-hjorte, og deres bestand voksede ukontrolleret i årtier.
Det, du skal vide om wapitier, er, at de spiser næsten alt, hvad naturen tilbyder dem. Og i 1981 var den nordlige flok allerede fordoblet i størrelse i forhold til bare et par årtier tidligere. For økosystemet i Yellowstone betød det næsten fuldstændig udryddelse. Men hvordan kunne det komme så vidt?
Sommerfugleeffekten
Da mennesket begyndte at bosætte sig tættere og tættere på Yellowstone i begyndelsen af det 20. århundrede for at udnytte landet til sine egne formål, kom de uundgåeligt oftere og oftere i konflikt med ulvene, der levede der. Denne konflikt førte i sidste ende til, at ulven blev fuldstændig udryddet fra Yellowstone i 1926 på vegne af den daværende regering.
Men uden en naturlig fjende fortsatte wapitis med at sprede sig uhæmmet, hvilket førte til, at flere og flere unge buske og træer forsvandt. Med denne nedgang i vegetationen forsvandt også insekter og andre dyrearter, der var nyttige for økosystemer, og jorden blev langsomt bar og tør.
I 1990’erne iværksatte vildtforvaltere så et dristigt eksperiment. De satte 31 ulve indfanget i Canada med forberedte halsbånd ud i Yellowstone. Og se, på bare ti år blev wapitibestanden halveret, og med dette fald stabiliserede ulvebestanden sig på et naturligt niveau.
Naturen vendte tilbage og med den buske, træer, insekter, fugle og mange andre dyrearter. Floderne, som nu igen blev afkølet af buskene og skyggen fra bladene, kom sig også. Buskenes rødder stabiliserede flodbredderne, hvilket betød, at færre sten faldt i vandet, og at fiskene igen kunne bruge strømmen uhindret.
Dette eksempel har forhåbentlig illustreret, hvor følsomt vores systemer reagerer på selv de mindste ændringer. Men samtidig viser det også, hvorfor det kan have katastrofale konsekvenser at arbejde med bæredygtighedsinitiativer uden den rette systemiske ekspertise og færdigheder i kompleksitetsledelse – uanset hvor velmenende de er.
De glemte perspektiver på bæredygtighed
Selvfølgelig har mange virksomheder og andre organisationer nu skrevet ordet bæredygtighed med store bogstaver på deres bannere. Og opfordringen til at opstille ESG-mål og -initiativer som en del af CSRD har allerede ført til et behov for at øge kompetencerne for at kunne opfylde de nuværende krav.
Men desværre er der samtidig lige så meget overfladisk halvviden om den egentlige systemiske baggrund for bæredygtighedsbegrebet. Og uden den tilsvarende systemiske ekspertise og færdigheder i kompleksitetsledelse forbliver det ofte et spørgsmål om farlige quick-fix-løsninger eller ren markedsføring.
Lad os se på tendensen til bæredygtig emballage. Mange virksomheder reklamerer nu med, at deres produkter er emballeret i fuldt genanvendt pap eller bionedbrydelig plast. Men samtidig forsøger de at øge forbruget af disse produkter, hvilket yderligere øger det samlede ressourceforbrug og kan bringe opfyldelsen af deres langsigtede behov i fare.
E-mobilitet er et andet eksempel på systemisk kortsynethed. Selv om brugen af elektriske motorer fører til mindre udledning af forurenende stoffer, når man kører, løser et øget salg af elbiler ikke det grundlæggende problem med bæredygtig udvikling. Bæredygtighedsproblemer kan ikke alene løses ved hjælp af teknologiske fremskridt.
Et andet eksempel handler om sociale og økonomiske forhold. Fordi den sociale ulighed stiger i mange store industrialiserede lande, og masserne har færre og færre penge til rådighed til produkter af bedre kvalitet, bliver produkter i stigende grad produceret under prekære forhold og importeret til de prekære masser. Alternativt gør vi vores egne produktionsmetoder billigere gennem dehumanisering, lave lønninger og sæsonarbejde i en sådan grad, at vi selv bidrager til udnyttelsen og den øgede selvudnyttelse af mennesker.
Så hvis man ikke modellerer sine værdistrømme, hvis man ikke er bevidst om sine egne forsyningskæder, hvis man ikke ved, hvor råvarerne eller halvfabrikata kommer fra, under hvilke forhold de produceres eller forarbejdes i ens egen virksomhed, og hvilke kortsigtede og langsigtede systemiske effekter alt dette kan have på nære og fjerne interessenter, og hvis man ikke arbejder på at øge den systemiske, praktisk videnskabelige evner samt everne indenfor kompleksitetsledelse og transparens i virksomheden, så arbejder man kun med bæredygtighed på papiret og ikke seriøst med det.
Bæredygtig udvikling
Enhver, der tager bæredygtig organisationsudvikling alvorligt, ved, at den altid er forbundet med kompetenceudvikling. For den, der forstår at få det bedste ud af den smule, han eller hun har til rådighed på kort sigt, til størst mulig udviklingsfremgang på lang sigt, vil også kunne opnå det, som Russell L. Ackoff allerede har sammenfattet på følgende måde.
Udvikling refererer altid til læreprocesser med henblik på merværdi og ikke til stræben efter vækst og stigende ressourceforbrug. Kompetenceudvikling øger evnen til at opfylde egne og andres behov og legitime ønsker – uden at indskrænke andres muligheder.
Idealet for alle udviklingsbestræbelser er »omnicompetence«. Et ideal, der er uopnåeligt, men som klart kan adresseres for enhver form for organisation. Derfor kan en organisation kun udvikle sig i den oprindelige betydning af bæredygtighed, hvis den udvider sine færdigheder og kompetencer i takt med sine egne og sine sociale og økonomiske interessenters behov og legitime ønsker.
Det gør bæredygtig organisationsudvikling til en værdiladet proces, der sætter effektivitet over rene efficiensgevinster og opnår langsigtet social merværdi og virkelig bæredygtigt arbejde.
Kompetencernes betydning for holistisk organisationsudviklingen
Hvis du vil drive din egen bæredygtige organisationsudvikling fremad, er du nødt til at udvikle færdigheder i systemisk tænkning, kompleksitetsledelse og praksisorienterede videnskabelige færdigheder i organisationen for at kunne imødekomme interessenternes legitime ønsker og behov i overensstemmelse hermed.
Dette indebærer også en dyb forståelse af miljøet og de betingelser for mennesker og miljø, der påvirkes af organisationens beslutninger. Fremtidige generationers muligheder afhænger af vores evne til at handle ansvarligt i dag.
At beskæftige sig med konceptet af lærende organisationer, Monozukuri og vidensskabende virksomheder sikrer, at alle disse kompetencer og færdigheder flyder sammen i overensstemmelse med det oprindelige bæredygtighedskoncept.
Denne tilgang fokuserer ikke kun på nuværende resultater, men også på at skabe de bedst mulige betingelser for en langsigtet og ansvarlig udvikling, hvor både økonomiske og menneskelige aspekter balanceres.
At arbejde med fremkomsten af en selvudviklende, konstant spørgende arbejdskultur er afgørende, hvis man ønsker at udvikle en virkelig bæredygtig organisation. Det er vigtigt at støtte og specifikt facilitere udviklingen af hurtige, sammenhængende og målorienterede læringssløjfer. Det er den eneste måde, hvorpå man i fællesskab kan fremme videnskabelig praksis, forstå bæredygtighed og samtidig bidrage til en mere bæredygtig verden.
Værdistrømme og forsyningskæder skal være helt transparente og forståelige for alle. Dette sikrer, at den bæredygtige kvalitet af produkter og tjenester kontinuerligt afstemmes med interessenternes legitime behov og ønsker. At forstå og forbedre ressourceudnyttelse i en organisation er afgørende for at kunne efterkomme samfundets og borgernes behov. En ansvarlig tilgang til økonomisk udvikling, der fokuserer på det langsigtede perspektiv, skaber en stærkere og mere bæredygtig fremtid for alle.
Systemtænkning som grundlag for bæredygtige beslutninger
Evnen til systemtænkning, som jeg vil gennemgå i detaljer i en anden artikel, hjælper med at modellere organisatoriske systemer, deres omgivelser, værdikæder og tilsvarende interaktioner i forbindelse med interessenter. Denne modellering gør så dine egne beslutninger mere forståelige og giver dig mulighed for at reflektere over mulige effekter i beslutningsprocessen på forhånd.
Dem, der forstår vigtige forbindelser og virkningsmekanismer, kan også nå frem til mere bæredygtige beslutninger.
Så i stedet for at stole på uafhængige individuelle løsninger eller quick fixes, som ofte kan føre til ekstrem negativ feedback i komplekse gensidige afhængigheder (vi husker eksemplerne med sushi og Yellowstone National Park), er det vigtigt altid at være i stand til at genkende større forbindelser og mønstre for at kunne træffe mere bæredygtige beslutninger.
Når alt kommer til alt, bør vores indsats have en global indvirkning på klimaforandringer, biodiversitet, økologiske, økonomiske og sociale spørgsmål. For i sidste ende afhænger det af, hvad fremtidige generationer vil forvente.
Kompleksitetsledelse som en nøglemester
Mens systemtænkning danner grundlag for, hvordan systemer og deres interaktioner praktisk kan modelleres og forstås, giver evnen til kompleksitetsledelse den kontekstuelle, hurtige, højt differentierede og højdimensionelle håndtering af stadig større sammenhænge, der skal sorteres og organiseres for at kunne træffe effektive beslutninger.
Hurtig, højdifferentieret og højdimensionel håndtering af komplekse problemer og udfordringer er derfor afgørende for at kunne håndtere pludselige forandringer effektivt og funktionelt og for at kunne arbejde inkluderende og langsigtet med organisatorisk udvikling.
En praktisk videnskabelig fremgangsmåde til hurtig, målorienteret læring
At øve og internalisere en praktisk videnskabelig tilgang, som vi kan lære gennem Toyota Kata-øvelserne, er afgørende for at lære på en hurtig, målrettet måde, hvordan og gennem hvad det, vi har identificeret som drivkræfter for nødvendig bæredygtig forandring kan opnås i hverdagen.
Den praktiske videnskabelige tilgang er baseret på direkte empiriske observationer, herunder data og fakta, og hurtig feedback eller læringssløjfer.
I princippet er det ikke andet end det, enhver god håndværker gør, når han bruger sine håndværksmæssige færdigheder til at omdanne et materiale, der betragtes som ubrugeligt, til noget nyttigt med kvalitativ merværdi.
Den sociosystemiske tilgang i vidensskabende virksomheder
Monozukuri, den sociosystemiske tilgang, der findes i mange vidensskabende virksomheder i Japan, fastslår, at de fælles succesbetingelser altid skal være sådan, at alle, fra leverandør til kunde, kan leve godt af og med produktet eller servicen.
Og for at det skal fungere bedre og bedre, skal der hele tiden genereres ny brugbar viden, og der skal dagligt ryddes op i gamle paradigmer og procedurer. Kun på den måde kan man skabe den viden, som i sidste ende kan ændre tingene til det bedre (Kaizen). Og kun på den måde kan alle leve bedre og bedre af det, de kan og producerer, og hvis de lærer at adskille sig fra unødvendige indsatser.
Når vi sammen stræber efter fremragende håndværk, forbinder vi mennesker og natur med det aspekt af mangfoldighed, der er så afgørende for bæredygtighed.
Resumé
Bæredygtighed handler om meget mere end bare et buzzword eller kortsigtede løsninger på komplekse problemer. Begrebet bæredygtighed beskriver oprindeligt en afbalanceret systemtilstand, som kun kan opnås, hvis produktion, ressourceforbrug og regenerering er i harmoni og opfylder de nuværende behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationer.
Men nogle få kurser, masterclasses eller teknologiske innovationer er langt fra nok til at fremme en virkelig økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.
Det handler om systemiske kompetencer, kompleksitetsledelse og et klart fokus på langsigtede læringsprocesser. Kun sådan kan vi skabe de bedst mulige betingelser for mennesker og sikre en bæredygtig fremtid. Bæredygtige beslutninger kan aldrig træffes isoleret. De kan kun træffes, hvis man forstår den bredere kontekst og udvikler de rette kompetencer.
Dem, der accepterer dette, og som er parate til løbende at granske sig selv og tilpasse deres udvikling, kan også lægge forældede tilgange bag sig. Og kun dem, der investerer i udviklingen af lærende organisationer og en menneskelig tilgang, vil i sidste ende opfylde de kvalitative krav til ægte bæredygtighed og bidrage til en dagsorden, der sikrer en mere ansvarlig fremtid for både nuværende og fremtidige generationer.
Hvis du gerne vil lære mere om systemisk tænkning, bæredygtig organisationsudvikling og den praktiske anvendelse af kompleksitetsledelse til at skabe reelle, bæredygtige forandringer i din organisation, inviterer jeg dig til at tage kontakt til os.
Tak fordi du læste med.
Bæredygtighed- FAQ
Hvad betyder begrebet bæredygtighed?
Bæredygtighed refererer til en systemisk balance, hvor ressourceforbrug og regenerering afbalanceres for at opfylde både nuværende og fremtidige behov uden at bringe fremtidige generationers evne til at opfylde deres egne behov i fare.
Hvor stammer begrebet bæredygtighed fra?
Udtrykket bæredygtighed blev opfundet i det 18. århundrede af Hans Carl von Carlowitz i hans afhandling »Sylvicultura oeconomica«. Han opfordrede til ikke at fælde mere træ, end der kan vokse op igen, og etablerede dermed princippet om bæredygtigt skovbrug.
Hvorfor fik begrebet bæredygtighed fornyet betydning i det 20. århundrede?
Efter at der under industrialiseringen var fokus på ukontrolleret økonomisk vækst, kom bæredygtighed igen i fokus på grund af de negative virkninger på miljøet og samfundet. Miljøbevægelsen og videnskabelige tilgange som systemteori var med til at skabe en mere holistisk forståelse af bæredygtig udvikling, hvilket i sidste ende førte til en global anerkendelse af begrebet, især gennem FN’s Brundtland-rapport i 1987.
Hvilken rolle spiller systemtænkning i bæredygtighed?
Systemtænkning hjælper med til bedre at forstå samspillet og den gensidige afhængighed i værdi- og forsyningskæder med interessenter og organisationers miljø. Det muliggør et holistisk syn på bæredygtighed, hvor der tages højde for både kortsigtede og langsigtede påvirkninger. Uden dette perspektiv kan isolerede beslutninger have uønskede bivirkninger som f.eks. rebound-effekter eller negative sociale konsekvenser.
Hvordan kan man udvikle en bæredygtig organisation?
Bæredygtig organisationsudvikling kræver kompetenceudvikling inden for områderne systemtænkning, kompleksitetsstyring og videnskabelig, praksisorienteret handling. Desuden hjælper disse kompetencer virksomheden med at modellere og transparent designe sine interaktioner og afhængigheder i værdi- og forsyningskæder i forhold til interessenter og organisationens miljø.
Hvilken betydning har den sociale dimension i bæredygtighed?
Bæredygtighed omfatter ikke kun miljømæssige aspekter, men også sociale og økonomiske faktorer. Social bæredygtighed betyder, at virksomheder fremmer fair arbejdsforhold, social retfærdighed og lige muligheder. Uden denne holistiske tilgang forbliver bæredygtighed ofte et rent marketingkoncept, som ikke fungerer på lang sigt.
Hvorfor er teknologiske innovationer alene ikke nok til at opnå bæredygtighed?
Teknologiske innovationer adresserer ofte kun symptomer og dele af problemer. Bæredygtig problemløsning kræver derimod kompetencer som systemisk tænkning og evnen til at forstå langsigtede effekter og komplekse sammenhænge for at kunne opløse komplekse problemer på en varig måde.
